Svaneke Sort Pilsner er min favorit i Ølfestivalg 2013. Det blev jeg enig med mig selv om, da jeg så årets kandidater og funderede lidt over udvalget, mens jeg vejede kombinationen af øltyper og bryggerier op mod hinanden.
Rødlig Pilsner havde nok været et mere passende navn, for der er langt fra øllets farve og til øllets navn. Måske har markedsføringsafdelingen hos Svaneke Bryghus fundet ud af, at sort sælger bedre end rød. I så fald, har de da i det mindste bidraget med mere end ordgejl.
For tager du din Sort Pilsner fra Svaneke Bryghus og vender den 180grader, så du har frit udsyn til bagsideetiketten, så vil du mellem logoet øverst og selve etiketteksten et par centimeter nede bemærke to små afsnit, på to linjer hver. I den første står der ”En slank pilsner i mørkt svøb er humlen ved det hele”, i den anden ”Sort som natten, men frisk som morgenen”. Hvorfor? Det lyder mest af alt som slogans fra 80’erne, der allerede dengang var lidt til den kitschede side. Måske Svaneke skulle overveje, at droppe svanen og erstatte den med en hjort i en skovsø i stedet, hvis De føler behov for at forsætte ud af den tangent.
Nok om det.
Selve øllen er der ikke det store at udsætte på. Frisk og humlet, masser af brændte toner, en smule sødme, ikke det store på bitterhedskontoen, men en fuldfed smagsoplevelse, som måske ikke helt var det jeg havde forventet, men som så absolut er godkendt. Jeg havde forestillet mig, at Sort Pilsner ville læne sig mere op af Svaneke Bryghus Pilsners tjekkiske forbillede, men den har noget mere mundfylde og er langt fra så skarpt humlet som de tjekkiske varianter. Lidt mere friskhed havde ellers klædt Sort Pilsner, den sætter sig lidt rigeligt i ganen.
Af de tre øl jeg har smagt fra årets Ølfestivalgudvalg, ender Sort Pilsner på en delt førsteplads med Ale No1 fra De Jyske Bryghuse