Havde Stovt været en tv-kanal så skulle den følgende tekst nok ledsages af et ”don’t try this at home” skilt, så børn og andre svage sjæle ville vide, at vi der sidder her har prøvet det før. Tre øl af en halv liter, alle i underkanten af de 10% og de to af dem med tobak på indholdslisten. Det er ikke børnetime det her, snarere happy hour for et par ølnørder af guds nåde.
Dagens opgave var at finde vej igennem tre varianter af Rough Snuff. Ø-Brygs bud på en stærk mørk belgisk ale, der nu kun fås i en censureret udgave. Oprindeligt blev den brygget med snustobak, men den originale udgave måtte trækkes tilbage da tobak i fødevarer ikke er ok ifølge EU.
Vi har en udgave af hver, begge brygget på Midtfyns Bryghus. Originalen med snus havde sidste salgsdag 16. september 2012, så den forventede vi var modnet en smule. Derfor lod vi også den tredje udgave, en hjemme- og nybrygget udgave, som Erik Nielsen fra Ø-bryg var så flink og rar at forære mig tidligere på året, være indeks 100 for den her lille smageleg.
Jeg når lige at høre min gæst udbryde ”for helvede!!”, men før jeg får drejet hovedet, var han halvvejs ude i køkkenet med den nybryggede Rough Snuff i den ene hånd og den anden hånd under flasken for at minimere svineriet. Overkarbonering er næsten for mildt et udtryk. I flere minutter pulsede der skum op af flasken i et adstadigt tempo. Da vi endelig nåede dertil, hvor vi kunne begynde at hælde i glassene, sad vi indledningsvis med hver vores glas skum, hvor synlige gærrester lå som et fint chokoladedrys spredt med løs hånd henover skummets top. Fra flasken var åbnet, til vi kunne tage første tår, gik der små ti minutter.
I forhold til hvordan vi begge husker Rough Snuff II, som er den eneste vi har prøvet, så er den nybryggede variant noget mindre sød end forventet. Den er så til gengæld noget mere brændt i smagen og dufter en hel del af lakrids. Havde jeg ikke vidst, hvad jeg sad med, så ville jeg kort karakterisere det som en meget rå udgave af en limfjordsporter, med en tilhørende personlighed, som hvis den mest krasbørstige stout var punkteret og blevet en smule flad. Med andre ord; slet ikke dårligt.
 |
| Den nybryggede udgave et par minutter efter skænkning. |
Jeg vil påstå, at vi kunne smage tobakken. Den lå inde bagest som en fin hinde af sød pibetobaksrøg. Sammen med smagen af lakrids og den massive, men godt tæmmede, smag af brændt malt skabte det intens helhed, der også klart gjorde dette til aftenens vinder.
Men vi skal ikke glemme, at der også var to andre øl på bordet. Jeg nåede at blive helt ked af, at jeg havde åbnet for den originale Rough Snuff, for den smagte som jeg tror det var tænkt, at Rough Snuff burde smage. En sød fylde, der var dæmpet nok til ikke at dominere. Tobakken kunne smages, igen som en hinde af sød pibetobaksrøg. I forhold til II’eren og den nybryggede, var den så småt ved at gå lidt død for kulsyre, men det klædte den, at den så småt var ved at få et mere vinøst præg. Det er så også derfor, at jeg blev lidt småtrist, for jeg tror den kunne have udviklet sig virkelig godt ved at stå endnu længere.
II’eren blev aftenens nitte, i hvert fald målt op imod de originale bud. Som med så meget andet her i livet går der også i Rough Snuff II noget vitalt tabt når censuren sparker ind. Vi var enige om, at den fremstod nærmest sirup
ssød i forhold til de to andre. Der var stadig en smule brændt malt i smagen, men smagen var til gengæld også noget mere rundet. Den kunne den være oplagt, at servere som et alternativ til sherry eller portvin når dessertvognen blev kørt frem, men jeg tror nok jeg ville foretrække et glas portvin.
Aftenens placeringer
1. Hjemme- og nybrygget
2. Rough Snuff
3. Rough Snuff II
Da min gæst var gået hjem sendte jeg en mail til Erik Nielsen fra Ø-Bryg for at høre om der var ændret noget i opskriften i det nye bryg i forhold til de gamle. Jeg fik dette svar; ”Jeg bruger ren Munich malt som basismalt og på Midtfyns brugte vi pale ale malt. Så lidt mere sødme og fylde, samt en bedre tobak/snus smag skulle gerne være det I fandt anderledes.”
Ingen tvivl om, at den nye havde mest fylde af de tre, og at tobakken smagte af mest her, men at den skulle være sødere, kan jeg ikke genkende. Havde jeg muligheden erhvervede jeg hellere end gerne et par flasker mere af den, men det kommer desværre nok ikke til at ske.
Stor tak til Erik for at gøre det ovenstående smageeksperiment muligt.