Stovt var ikke tilstede ved årets CBC, men det var der en del andre der var. Heriblandt Jan Laursen, der efterfølgende satte fingrene til tastaturet og sendte resultatet til Stovt. Vi stiller om..
Jeg er ikke en af dem, der peger fingre af den folkelighed som præger Danske Ølentusiasters årlige festival, og jeg har tænkt mig at deltage i årets festival, når den løber af staben om 2 ½ uge. Mine forventninger er dog ikke høje – der laves meget kedelig og også dårligt øl rundt omkring i Danmark, om det er ”mikro”,” makro” eller noget midt i mellem. Det er helt fint med lokalt forankrede bryggerier, men hvis visionerne og ambitionerne ikke er højere end at sætte etiket på endnu en bleg pilsner med metalsmag eller endnu en lasket sukkerbamse af en brown ale, så kan jeg godt leve foruden.
Mine forventninger var derimod høje til anden udgave af Mikkellers Copenhagen Beer Celebration i Sparta Hallen på Østerbro i København i den forløbne weekend. Debuten sidste år var lovende, super-ambitiøs, med internationalt udsyn, fremragende bryggerier og lige så fremragende øl, men også et par logistiske kiks.
Dette års udgave bød på 28 bryggerier – som skulle have været 29, men desværre nåede fustagerne fra Cycle Brewing ikke frem til tiden. Bryggerierne kom fra USA, Danmark, Norge, Skotland, England, Brasilien, Japan og Kina, heriblandt et par stykker – Jester King, Westbrook og Stillwater – jeg selv regner blandt mine yndlinge.
Årets CBC var planlagt på en måde, så de mest øl-nørdede kunne købe billet til alle tre sessions og på den måde opnå mulighed for at smage op til 270 forskellige øl (hver session bød som udgangspunkt på 90 forskellige øl). Så nørdet er jeg ikke, eller i al fald er hverken min lever eller sensorerne i min begrænsede hjerne i stand at konsumere og dechifrere så mange forskellige øl på så kort tid – og under alle omstændigheder var jeg nødt til at tage til Spot festival i Århus lørdag formiddag, så det gav sig selv at jeg kun kunne deltage i den første af de tre sessions. I ugens løb havde jeg derfor brugt timer på at lægge en plan. Tjekket Beerticker, MankerBlog og CBCs egen hjemmeside for at stykke noget sammen, der lignede et program.
Min plan skulle sikre at jeg i løbet af de 5 timer, som mit gule armbånd ville give adgang til, nåede igennem så mange som muligt af de godt og vel 90 forskellige øl, jeg havde købt adgang til. Og helst i en rækkefølge, hvor jeg startede med de lettere øl og sluttede med de tungeste.
Planen gik ud på at springe de øl over, jeg allerede havde smagt (eller som ofte er tilgængelige i de mest velassorterede ølbutikker eller på ølbarer i København). Meget maltede øltyper, barley wines og øl med en alkohol-procent over de 15% var med skyldig hensyntagen til mine egne præferencer og begrænsninger også blevet fravalgt til fordel for det sorte, det sure og det velhumlede. På den måde burde jeg på papiret kunne nå at runde 45 smagsprøver i løbet af eftermiddagen – ca. 9 styk i timen.
 |
| (Foto fra Mikkellers Facebookside) |
Og sådan gik det naturligvis ikke. Dels fordi at et par bryggerierne i sidste øjeblik ændrede på udvalget eller rækkefølgen af de øl, de havde medbragt. Dels fordi at halvdelen af sådan en festival jo også handler om at møde ligesindede og tale om vores fælles passion for øl. Men først og fremmest fordi jeg med det samme gik i gang med at nedbryde min egen trang til systematik og orden.
Da Mikkeller Bar for 2 år siden fejrede sin egen fødselsdag med en række sjældne bryg fra Indiana-bryggeriet 3 Floyds, stod jeg i en lang kø i hvad, der føltes som timer, for blot at kunne konstatere at fadet med bryggeriets sagnomspundne Dark Lord var løbet tør præcis i det øjeblik, jeg nåede frem til bardisken. Derfor var Dark Lord også noget af det allerførste, jeg gik efter i fredags, selv om et uigennemtrængeligt sort, tykflydende fluidum på 15% nok ikke er det mest oplagte sted at starte ud, hvis man gerne vil sikre sig at lugte-og smagssansen ikke bedøves alt for tidligt.
Og ja, det er da en udmærket øl, en glimrende tæt og koncentreret sag, men for tyk, sød og hedvinsagtig til at jeg helt forstår hypen omkring brygget (faktisk vil jeg til hver en tid hellere drikke en af bryggeriets fremragende pale ales, Zombie Dust eller Alpha King). Derimod var det nabobordet, Lervig Aktiebryggeri, der til min store overraskelse som de første i fredags slog benene væk under mig med to forrygende øl hver sin ende af farvespektret.
Først i form af Chair Beer – en øl så ny og ung, at jeg ikke kan finde nogen oplysninger om den på nettet. Men ifølge den meget snaksaglige brygmester var det en pale ale, der havde fået et pænt skud brettanomyces. En bleggylden tør, sprød og funky, let syrlig sag med et knitrende hvidt skumhoved og herlig let aroma af humle, banan, kælderskakt, dej og grøntsagsvand. En øl, som sikkert kun bliver bedre over de næste par måneder, når bretten træder tydeligere frem.
 | |
| (Foto fra Mikkellers Facebookside) |
Endnu bedre var dog Lervigs Farmhouse Stout, en knaldsort sag på 10,6 pct, som var svær at holde i glasset under opskænkningen - et klassisk træk for en øl gæret med saison-gær. Da den endelig var kommet i glasset var det til gengæld med en fantastisk og super stabil brun skumkrone. Farmhouse Stout er baseret på bryggeriets egen Konrads Stout, en fedladen og sexet sort frugtbombe af en øl, der i denne version får en egen helt egensindig aroma af hårdt-ristet malt, marcipan og sød mørk frugt og i munden fremstår medium sød og super cremet med en lang bitter finish og nogle kødfulde, nærmest umami-agtige noter. Uden tvivl den mest originale øl, jeg fik på festivalen.
Generelt var niveauet højt. Der var kun få svipsere blandt de 32 øl, jeg nåede at smage. Mest skuffende var bryggerier som Lagunitas og Founders, der af en eller anden grund i altovervejende grad havde valgt at medbringe øl, som generelt har været forholdsvis bredt distribueret på flaske i danske specialbutikker. Til gengæld var jeg rigtig glad for at smage øllene fra engelske Siren Craft Brew med den amerikanske brygmester Ryan Witter-Merithew, der har en (nylig) fortid på Fanø Bryghus. 3 gode øl var der på gul sesion, ikke mindst en bourbon-lagret udgavet af stouten Broken Dream, serveret fra cask: En rigtig meditations-øl, sød og blommet, næsten klistret, med nøddeagtige noter.
Min favorit var dog nok Cap’n Skoon’s Ballistic Stout fra det unge South Carolina-bryggeri Westbrook. Brygget i anledning af bryggeriets 2 års fødselsdag: Fløjlsblød, ristet og velafbalanceret uden at ende i det vammelsøde, godt hjulpet på vej af en afsluttende salt-lakrids-agtig undertone.
Nå ja, og så bliver jeg nødt til at nævne To øl, der til fredagens seance valgte at servere cocktails baseret på tre af deres øl: Frækkest og bedst en ”White Russian” baseret på Sort Mælk (en imperial stout tilsat laktose) blandet med fødeskum, citronskal og et skvæt af Mikkellers Simcoe-tørhumlede vodka tørhumlet samt lidt knust kaffe på toppen. Hvis der er noget, jeg hader, så er det spiritusbaserede drinks, men denne her version var så god, at jeg overvejer at afprøve at lave den selv med den flaske Sort Mælk, jeg har stående i kælderen.