Stovt var ikke forbi CBC, til gengæld var bloggen så privilegeret, at Jan Laursen satte pennen til papiret og leverede en fabelagtig genfortælling af hans oplevelser ved fredagens session. Jan har normalt sin gang hos DR, men jeg kender Jan fordi mit pladeselskab Tryghed & Tristesse genudsendte hans startfirserband End of Your Garden på CD for et par år siden.
Yndlingsøl?
Det kan jeg heldigvis ikke svare entydigt på. Jeg er til øl med smag. Og med plads til enten bitterhed eller syrlighed, som kan balancere malten. Nu er dagene jo blevet lyse og når solen samtidig skinner, som den gjort de sidste par dage, er jeg afgjort mest til lysere, læskende øltyper: Fra ukomplicerede, frugtige florale amerikanske pale ales til belgiske klassikere som Saison Dupont eller Orval. Lige i øjeblikket har jeg et trip med tyske zwickel/land/keller-bier typer, der kan være super læskende ikke mindst hvis den har en gode dosis amerikansk aromahumle på toppen som f.eks. Helmuth fra Beer Here (i samarbejde med Ugly Duck). Den vil jeg gerne nævne her, ikke fordi at den er min yndlingsøl, men fordi at Christian Andersen fra Beer Here er en mester i at lave netop lyse, aromatiske, humlede, men velafbalancerede lyse øl med en forholdsvis lav alkohol procent og masser af smag.
Yndlingsøltype?
Se ovenfor.
Helt grundlæggende er jeg til sorte, sure eller bitre øl. Gerne det hele på én gang. Jeg har en særlig præference for øl brygget med belgisk saison- eller amerikansk farmhouse-gær. Lugter de lidt af hestestald gør det ikke nødvendigvis noget. Meget malt-tunge øl og øl med meget høje procenter, siger mig ikke så meget. Men naturligvis er der undtagelser.
Største/bedste øloplevelse?
I sommeren 2004 kørte min kone og jeg rundt i bil med vores to drenge i Californien i en måned. Jeg har det meget svært med amerikansk vin. Den er – hvis jeg skal karikere - ofte indkogt, marmeladeagtig, sødladen og smager mere af egechips og franske fade end af druer. Jeg havde været i New Orleans et par år tidligere og der bemærket at der faktisk fandtes små uafhængige bryggerier, hvis øl også kunne købes i almindelig handel, men var ikke helt opdateret på hvor omfattende dette fænomen var i Californien.
Så derfor var det en glædelig overraskelse for mig at opdage, at selv den mest tarvelige lille kiosk i en flække ude på landet ofte havde to køleskab med øl: Eet til Corrs, Miller, Bud og den slags og eet til lokale bryg. Der fik jeg tygget mig igennem en hel del, fra Stones Arrogant Bastard Ale til Sierra Nevadas Pale Ale, som vel for alvor var den øl, der åbnede mine øjne for at humle er noget man putter i øl og ikke bare er et øgenavn vi danskere meget misvisende kalder vores underhumlede lager-øl.
Da jeg et par år senere var tilbage i Californien i forbindelse med arbejde, måtte jeg betale overvægt på hjemturen på grund af alle de øl, jeg havde proppet ned i samtlige luftlommer i min kuffert.
Hvor køber du dine øl?
Mange steder. For mig handler øl især om det som tyskerne kalder ”trinkvergnügen”, drikkeglæde – og drikkeglæden er størst, når øllet er friskt, letløbende og fra fad. Og der har Købehavn efterhånden ret mange gode steder. Først og fremmest Mikkeller Bar og Mikkeller & Friends. Men skal jeg se mine venner over en enkelt eller to, så er det lige så ofte Bryggens Ølbar, Søernes Ølbar eller Ørsted Ølbar, vi vælger, enten på grund af beliggenhed (Bryggens Ølbar – et langt stenkast fra DR), hygge eller bold på storskærm (Ørsted og Søernes). Alle steder har et godt udvalg af øl, som skifter ofte men sjældent er helt så cutting edge som på Mikkellers.
Flaskeøl køber jeg især hos Toft Vin på Islands Brygge. Udvalget er stort, priserne billigere end f.eks. Ølbutikken og betjeningen er fremragende. Men jeg bruger også Kihoskh, Mikkeller & Friends Bottleshop og Belgisk Bryg i Emdrup.
Hvad er det øl kan siden det er så godt?
Er det her jeg skal komme med en firkantet sammenligning mellem øl og vin? Ja, det er det! Jeg er meget glad for vin – især de ranke, syrefast hvide eller de mere reserverede klassiske røde, som ikke nødvendigvis har ligget 12 måneder på nye franske fade eller smager af blomme og marmelade.
Jeg elsker også øl. Øl kan noget med bitterhed, som vin kun sjældent kan. Derfor fungerer øl i nogle tilfælde bedre til mad end vin. Og så er øl en perfekt tørstslukker. Men det er en stram, syrefast champagne jo også. Bare på en helt anden måde.
Vin og øl komplementerer hinanden. Det er en falsk præmis at der skulle være et modsætningsforhold mellem enten at kunne lide det ene eller det andet. Det er måske også derfor jeg ikke er ubetinget fan af den der prog-rock-tendens, der er i visse dele af mikro-bryg-verdenen, hvor øl pumpes op på 12-13-14- procent og derefter hældes på fade indtil de smager af sure sokker og udkogte karklude. Og hvis du er rigtig uheldig har de sgu også tilsat vanilje. Øl og vanilje – dét er et ulige makkerskab!