fredag den 31. maj 2013

Det billige øl: Oyster Stout, 4,5%, Marston's


Marston’s Oyster Stout er en af COOPs efterhånden mange egenimporterede øl, men den eneste sorte i sortimentet. Jeg vil påstå, at man har for mange penge, hvis man betaler de 10,- for den som den koster i min lokale Kvickly, for med mere end jævne mellemrum ryger den på tilbud sammen de andre egenimporterede halvliters dåser på nabohylderne. Jeg kan på den ene side godt se, hvad der vil tiltale tilhængere af denne øl. For trods sine kun 4,5 % er Oyster Stout forholdsvis kraftig i smagen, med klare kaffenoter og minder umiddelbart om en lidt tam udgave af Mors Stout (Refsvindinge). Omvendt synes jeg det er en småtarvelig øl, hvor det brændte klæber til tungen og der efter ganske kort tid ikke opleves andre indtryk end netop det. Det tager mig ikke mange sip af glasset, at køre kold i Marston’s Oyster Stout, en oplevelse jeg også har haft de andre gange, hvor jeg har haft den i glasset. Ikke pengene værd, heller ikke når den er på tilbud.
Karakter: 6