Der gik ikke mange minutter fra, at Christian Firtal her i Odense havde slået muligheden for at hilse på Eddie Szweda, Anders Kissmeyer og Christian Skovdal Andersen op på deres Facebookvæg, til jeg havde krydstjekket min kalender for andre aftaler og sendt en mail til Christian for at høre om han i den forbindelse kunne lokkes til at tage en snak med Stovt. Det ville han gerne.
Selve arrangementet startede i en mild variant af kaos, Eddie måtte af ukendte årsager udeblive, Anders havde fået låst sine nøgler inde på den ene af Midtfyns Bryghus pt. to lokaliteter og ti minutter forsinket stod Christian alene og uden øl fra hverken Beer Here, Kissmeyer Beer & Brewing eller Midtfyns Bryghus. En tur i Vinens Verden senere var kommunikationssvigtet fikset, og mens de fremmødte ventede på at isvandet gjorde deres for at øllene kom ned på den rigtige temperatur, fik jeg prikket Christian på skulderen og spurgt om vi skulle bruge ventetiden på noget fornuftigt.
Normalt har jeg en ganske god idé om, hvad jeg vil snakke med folk om, før jeg tager kontakt til dem. I tilfældet Christian Skovdal Andersen skød jeg fra hoften ud fra en idé om, at manden bag Ølfabrikken og Beer Here, der begge har stået bag flere af mine personlige favoritøl nok skulle være en snak værd. Det var først da jeg googlede ned i hans fortid, at jeg fandt ud af, at Christian var en guldgrube af gode historier.
 |
Starten
Historien begynder i 2004, da Christian sammen med sin forretningspartner Martin Larsen beslutter sig for at brygge øl på hobbyplan. Bryganlægget de får indkøbt har dog en størrelse, der gør det nødvendigt at installere det i laden på Martins forældres gård. At Ølfabrikken året efter både bliver kåret som årets bryggeri, og deres porter bliver kåret til årets ølnyhed af Danske Ølentusiaster, taler noget om hvor hurtigt det efterfølgende gik, men med til historien hører det også, at det var Christian og Martins computerfirma, der holdt dem økonomisk gående i starten, hvor Ølfabrikken kæmpede med inficeret øl, men modsat mange mikrobryggerier på den tid, aldrig sendte dårligt øl på markedet.
Halvdelen af Ølfabrikken bliver i 2007 solgt til Gourmetbryggeriet, da Ølfabrikken efterhånden har fået brug for større kapacitet end hvad laden kan tilbyde. Martin følger ikke med over i det nye selskab, og efterhånden som kompromiserne hober sig op vælger Christian også at træde ud. Christian fortæller, at det var meningen, at det så skulle det være slut med øl. Han fik sig et job, der ikke havde noget bryggebranchen at gøre, men efter et halvt års tid var der alligevel noget, der trak i ham, og i 2008 tog han kontakt til Herslev Bryghus, hvor det var meningen han bare ville brygge et enkelt bryg. Det var tanken, at Beer Here skulle være et hobbyprojekt, men her fem år senere er det ene hobbyprojekt, blevet til flere bryggerier, med Beer Here som det største.
Christian tager sig tid til et par spørgsmål og svar mellem sine præsentationer af Dark Hops og Hopfix. Vi forsætter da hans præsentationer er overståede, men tier pænt stille, mens Anders Kissmeyer fortæller om først sin Honey Porter og siden Dobbelt IPA’en Stockholm Syndrome.
Midtfyns Bryghus bliver repræsenteret med Gunners Ale og deres Russian Imperial Stout, der skylles ned af de cirka 15 fremmødte uden uddybende kommentarer fra en brygger. Ved siden af den stadige strøm af smagsprøver står mit pintglas med Nelson Sauvin fra Ugly Duck, og netop den humlesort spiller en stor rolle hos Beer Here.
Der er kollektiv småfnisen brygger og blogger imellem, da Christian begynder sin fortælling med ”Det begyndte under den store humlekrise i 07/08..”. Stovt kender til Cubakrisen, oliekrisen og den igangværende krise, men humlekrisen for en håndfuld år siden er et ubeskrevet blad, der kort sagt handler om et humlelager i Yakima, USA der selvantændte, og et marked, der reagerede ved at hamstre med eksplosive prisstigninger til følge på udvalgte humlesorter. Nød lærer som bekendt nøgen brygger at vride sig, så i stedet for at betale overpris, kom Christian i tanke om den New Zealandske humlesort Nelson Sauvin, som han var stødt på til en messe i Finland, og valgte at basere sin katteserie på den. Katteserien var en serie øl, brygget ud fra det dogme, at øllet skulle være på 4,7% og humlen skulle være Nelson Sauvin. Der var planlagt ti, men blev kun lanceret fire, da resten af markedet også opdagede Nelson Sauvins kvaliteter og udbud og efterspørgsels-mekanismen sendte prisen på Nelson Sauvin i vejret. Det nåede dog at blive til red ale (Fat Cat), sort IPA (Black Cat), hvedeøl (White Cat) og endnu en red ale (Dead Cat, der dog er brygget med Simcoe).
Udlandet
50% af det øl Beer Here producerer eksporteres til udlandet, og Christian bevæger sig da også jævnligt udenfor landets grænser i øl-øjemed. Mest omtalt har nok været hans flytning til Sydafrika i slutningen af 2009. Christian forklarer, at der skulle ske noget. I Sydafrika etablerede Christian Bierwerk, et bryggeri, der i høj grad bar præg af de lokale råvarer og som stadig eksisteter i dag. Både Christian og Bierwerk har dog forladt Sydafrika,
”Det var hele tiden meningen, at vi kun skulle være afsted i et par måneder”.
Christian er flyttet til Frederiksberg, og Bierwerks øl brygges i dag i Namibia. Trods det geografiske udgangspunkt, sælges langt det meste af øllet fra Bierwerk i dag i Europa, og kun en minimal andel lokalt. Næste skud på stammen fra Bierwerk bliver en porter, der forventes lanceret i løbet af maj.
En anden nyskabelse fra Christians hånd, har været samarbejdsbrygget Caterpillar med Brewfist i Italien, en øl, der også har fundet vej til Stovts liste over anbefalede øl. Beer Heres italienske importør var træt af, at han konstant måtte melde udsolgt af de mere humlede varianter i Beer Heres sortiment, så han foreslog Christian, at de lavede et samarbejdsbryg, så han selv kunne skrue op og ned for produktionen af en humlet Beer Here øl. Christian kalder selv Caterpillar for en lykkelig fejltagelse.
”Caterpillar skulle have været Hopfix, som der licensbrygges på Brewfist. Heldigvis fik vi en stuck mash på grund af mængden af rug og effektiviteten blev en del mindre end normalt for Hopfix. Derfor endte vi med at lave en lettere øl med en anden humleprofil.”
Endelig har Christian for ganske nylig startet nomadebryggeriet Edge Brewing Project op sammen med Adam Betts fra sin australske importør Northdown. De to har tidligere samarbejdet om hvedeøllen Victoria’s Secret og Cool Hops, en ”Australian lager”, men nu kommer der gang i et mere permanent samarbejde. Christian forklarer, at det har sine egne lavpraktiske grunde, at det lige blev i Australien, at han starter noget nyt op.
”Min kæreste er australier, så vi er her alligevel et par gange om året”.
Foreløbig er Victoria’s Secret og Cool Hops på sortimentslisten, sammen med blandt andet endnu en hvedeøl, nemlig Rakau NZ Wheat, og som det var tilfældet med Bierwerk, så benytter også Edge Brewing Project sig i høj grad af lokale råvarer. En signatur, der går igen fra Bierwerk. Hvorfor er det så vigtigt med lokale råvarer?
”Grunden til at jeg syntes det er vigtigt med de brands er at de, modsat Beer Here, sælges på at de er brygget i henholdsvis Afrika og Australien. Samtidig så bilder jeg mig ind at der også er nogle smagsmæssigt interessante ting ved forskellige regioners råvarer. Det viser sig for eksempel i brugen af rooibos te i Bierwerk Saison og de unikke australske humletyper i Edge produkterne.”
Adam Betts har andetsteds udtalt, at øllet fra Edge Brewing Project bliver kompromisløst. Både han selv og Christian har et andet bryggeri i ryggen til at skabe en indkomst for dem, så de skal i første omgang ikke tænke i volume eller popularitet, men har friheden til at brygge, hvad de vil, hvornår de vil.
Filosofien
Afslutningsvis får jeg stillet Christian et ganske kringlet spørgsmål, med en helt fantastisk mængde bisætninger, men hvor kernen er, at når han nu var med da den danske ølbølge startede, og stadig er med, hvad tror han så det kommer til at kræve, at være med i fremtiden.
”Det tør jeg sgu ikke svare på (tænkepause), men jeg tror det handler om at finde sin niche. Jeg prøver at brygge, hvad jeg selv godt kan lide, uden at tage kommercielle hensyn. Jeg skal selv kunne stå inde for det, derfor tog det mig fire år at finde en opskrift på en Imperial Stout, jeg selv kunne lide.” (Den omtalte Imperial Stout er Kremlin Crude, der også er på Stovts liste over anbefalede øl).
Jeg når lige at tænke, at det udefra set virker til at virke, det med selv at skulle kunne stå inde for det, både i tilfældet Ølfabrikken, men også med Beer Here.
”Nej, jeg bliver sgu lige nødt til at nævne en fiasko!”
Og Christian beretter om Infant Øl, hans bud på en ikke alt for sød hvidtøl, der faldt helt til jorden.
Talen slår over i småsnak, og falder på kundegrupper. På den ene side kan Christian ikke lave sine øl til priser, så de er interessante for supermarkederne, omvendt bemærker han også at hardcore ølnørder ikke er et interessant publikum, da de hele tiden er på vej videre mod den næste oplevelse.
”Det bedste er når man kan vise den almindelige forbruger, hvor meget en øl kan.”
Anders Kissmeyer støder til os, og det virker som et passende sted at stoppe.
Christian Skovdal Andersen, udlandsfarende brygger, og en svært sympatisk fyr, har talt.