Navn: Cat Porter
Beskrivelse: Da jeg på et tidspunkt efterspurgte Cat Porter under et ølindkøb på Refsvindinge var der egentlig udsolgt, men bryggeren selv stak ud på lageret og pillede en seksstyks ud af en sending til Spanien. God stil, men samtidigt betød det også døden for min idé om at Porter ikke drikkes under sydligere himmelstrøg. Nu hører Cat Porter ikke til blandt de tungeste portere, så måske den alligevel godt kan gå til solskin og spanske serenader?! Nu sidder jeg så med den sidste øl fra omtalte seksstyks og synes den smager bedre end de fem foregående jeg har drukket. Cat Porter bærer et diskret præg af den røgmalt, der blandt andet er brugt til at brygge den, men det dominerende indtryk er klart at den er en kende kakaofed, uden på nogen måde at være sød. Der er gået et stykke tid fra jeg sidst fik en Cat Porter og til nu, hvor jeg prøver at sætte ord på den, og jeg tænker at den verden til forskel jeg oplever der er, handler om at den første håndfuld flasker tog den kortest mulige vej fra køleskab, til glas, til svælg og derfor var uanstændigt kolde ved servering. Denne sidste flaske derimod, har fået lov til at stå et kvarters tid før servering og opleves langt mere rund og fyldig end det ganske skarpe første-anden-tredje-fjerde-femtegangsindtryk jeg havde fået. Karakteren bærer også synligt præg af dette, i mit hoved var karakteren landet på et syvtal, og jeg var klar til at skrive ud fra det, men den ændrede temperatur ændrer fuldstændigt på dette og gør Cat Porter til en øl, der er god, og endda virkelig god når man skeler til prisen.
Indkøbt: Refsvindinge (33cl, 8,75,-)
Karakter: 9