tirsdag den 30. april 2013

Ølindkøb:

Alt ånder fred og ingen fare da vi en lørdag formiddag parkerer bilen bag den gamle fabriksbygning, der ligger lokaler til Indslev Bryggeri. Landluften er forfriskende kold efter en tur i bil med varmen sat på, og selvom vi er langt ude på landet og den gamle hovedvej mellem Odense og Middelfart er så ganske lidt trafikkeret, at man skulle tro den var lukket i begge ender, så summer trafikstøjen fra den nærliggende motorvejen i baggrunden og bryder billedet af ellers absolut idyl. 

Der sker ikke meget i gården bag bryggeriet, familiens toårige fatter interesse for bryggeriets gaffeltruck, mens hans far lidt fortvivlet spejder efter hvor man går ind. Ude ved vejen stod et større skilt med teksten åben, og på bryggeriets front ud mod vejen stod der Indslev Bryggeri med store bogstaver, så tid og sted er rigtig nok, men at finde vej ind til det forjættede land krævede en tur rundt om bygningen. Svaret fandt jeg for enden af bagtrappen, hvor et printet a4-ark bekendtgjorde åbningstiderne, og hvor der er åbningstider er der som regel også et kasseapparat. Bag den hvide dør lå bryggeriets skænkestue, hvor fem øl fra Ugly Duck sortimentet var placeret på et par hylder i en lille reol, mens Indslevs hvedeøl stod i åbne kasser hen langs det ene af skænkestuens borde. Vi blev mødt med et hej, og så var det ellers så som så med kommunikation. 

Det er muligt at man som læser af Stovt bliver træt af at høre min tilbagevenden til dette emne, og jeg indrømmer også gerne, at lige netop denne kæphest skamrider jeg gerne, men jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor de fynske bryggerier ikke gør mere for at det at købe sine øl på bryggeriet bliver en oplevelse. Du har som firma fat i en kundegruppe, der er villig til at sætte sig ind i bilen og køre (i vores tilfælde 35km hver vej) for at købe dine varer, gengæld dog interessen og hils kunderne velkomne med imødekommenhed, tilbyd at fortælle om produkterne, hæft en god historie på varen og bidrag med lidt faktuel viden. Alt det fortæller kunden gladelig videre når han serverer dine varer, og har kunden ikke interesse i viden, eller er dækket ind, så snak dog om vejret eller kom med en historie fra de varme lande, hvad som helst, der får kunden til at føle sig velkommen. Man har som firma en unik mulighed for at skabe ambassadører for sine produkter, og har fat i en kundegruppe, der er villig til at komme til dig for at købe dine produkter i stedet for i tilfældet Indslev at eksempelvis købe hvedeøllene i Kvickly, hvor de er en del af standardsortimentet.

Gode kundeoplevelser spreder sig som ringe i vandet. Er oplevelsen god deler man den gerne, og mund til øre markedsføring er den bedste og billigste omtale man som firma kan få. Er oplevelsen ligegyldig holder man det for sig selv, men hvis man i den anden ende af skalaen står med en dårlig oplevelse, så skal det også nok blive sagt. 

Ovenstående svada går absolut ikke kun ud til Indslev, men faktisk de fleste af de fynske bryggerier, hvor jeg har været forbi. To skiller sig positivt ud. Refsvindinge Bryggeri har så meget gang i butikken, at det fungerer på nogle helt andre termer, og Aarup Bryghus, hvor det ikke tog mange sekunder før en præsentation af øllet var i gang. For de fleste bryggeriers øludsalg gælder det, at butikslokalet er forholdsvis småt, og når der samtidig ikke er megen kommunikation, så opstår der en nærmest pinlig tavshed, der for langt de fleste kunder vil opleves som en stressfaktor. Få ting er værre end stilhed når man står alene med et fremmede menneske, så en anden opfordring går i retning af at få tændt for en radio, bryd stilheden og skab et mere afslappet miljø, og slutteligt, hvis kunden vil kigge, så træd tre skridt tilbage, bladr i lidt papirer, rod med et eller andet, og lad for guds skyld være med give kunden fornemmelsen af, at du udelukkende venter på ham.

I en tid, hvor der bliver skrevet meget om samarbejdet de fynske bryggerier imellem, og at fynsk øl skal brandes samlet, var det måske også på sin plads at kigge i spejlet og se hvilket indtryk man giver til de kunder, der tropper op ved bryggeriets dør.

Tilbage i Indslev Bryggeris skænkestue pillede jeg ti Ugly Duck øl ud af reolen og satte over til kassen. 20,- stykket må betragtes som en fair, og med de 20% rabat, der er april måned ud, hvis man synes godt om Indslev Bryggeri på Facebook, så blev det en god handel med en slutpris på 160,-. Jeg kiggede ikke meget på Indslevs hvedeøl, af den simple årsag, at det er så nemt at få fat i, men hvis mine øjne ikke bedrog mig så stod de til 22,50kr pr. flaske. Kan det virkelig passe, at det skal være dyrere at købe øllene på bryggeriet frem for i supermarkedet? Retfærdigvis skal det indskydes, at der var rabat at hente, hvis man købte en hel kasse (12 stk.). 

Venligheden fejlede ikke noget da jeg betalte for mine øl. Fra kassen kunne man gennem et vindue kigge ind i bryggeriet og det gav en fornemmelse af, at det trods alt var the real deal at handle her. Vi blev vinket farvel og ønsket god weekend da vi gjorde os klar til at forlade Indslevs matrikel, hvad der tog lidt tid, da en mere end middagslurklar knægt lige skulle vristes fri fra stedets truck en gang til. 

Indslev Bryggeri
Store Landevej 13
5580 Nørre Åby