Stovt

Hvis udflugten til whiskymesse i Fredericia havde været en handelsskoleopgave, så havde afsnittet om segment og målgruppe været det lettest skrevne nogensinde. For i den flok, der stod og ventede på de to busser, der skulle flytte os til lige på den anden side af Lillebæltsbroen var det ikke mange, der ikke var hankøn og i aldersgruppen 30-40år.

Jeg ville aldrig selv have brugt på 295,- på at komme ind og smage whisky, men forelagt muligheden at komme med som sidevogn hos en kammerat, der havde vundet billetterne, tog det ikke lang tid at sige ja. Mit forhold til whisky strækker sig til, at jeg godt kan lide det, men ikke dyrker det. Jeg har to fornuftige flasker stående på hylden, men det tommetykke støvlag på dem afslører, hvor sjældent de tages i brug.

Derfor var jeg indledningsvis på forholdsvis bar bund i forhold til, hvad der skulle smages i løbet af dagen, men jeg lagde mig forholdsvis hurtigt fast på, at der skulle smages fra de fire danske destillerier og da det viste sig, at der også var en svensk whiskyproducent tilstede, blev de også tilføjet listen.

Som enhver anden messe skulle whiskymessen vise sig at være et gedemarked, men i stedet for udestuer, solcelleanlæg og hvad man normalt stuver sammen i en messehal, så var fokus lagt på whisky, med afstikkere indenfor hatte, oliventræer, lakrids og pølser. Især slagteren syntes at have kronede dage, men i takt med at folk fik hevet smagsprøver indenbords virkede det også til at flere og flere syntes at det at gå med hat var den bedste idé siden skiveskåret brød. Engang imellem er det utroligt, hvad folk hellere vil have end penge.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

 Efter at have tilbragt alt for lang tid i køen til en pølsevogn, der led under et misforhold mellem udbud og efterspørgsel og været blevet væk fra min følgesvend i det mylder af mennesker, der bliver skabt når omkring 2.500 personer i løbet af en dag vil smage whisky, blev vi enige om at gå i retning af hallens ene hjørne, hvor de danske destillerier var blevet placeret på rad og række.

Nyborg Distillery 
Første stop blev Nyborg Distillery, der hører under Ørbæk Bryggeri. Navnet har levet en lidt omtumlet tilværelse, og var en overgang Ørbæk Distillery, men da destilleriet skal have adresse i nogle gamle DSB bygninger i Nyborg, er navnet faldet på Nyborg Distillery, der nok også er en kende lettere at udtale, hvis deres produkter skulle finde vej til den anden side af grænsen. Vi fik en introduktion til destilleriet af Allan Poulsen, der er brygmester på Ørbæk Bryggeri og dagens første udskænkning blev Isle of Fionia Cask no. 1 (2009). Med andre ord det første whisky Nyborg Distillery har smidt på flaske. Prisen var også derefter. 100,- for et glas var klart i overkanten i forhold til de oplevelser, der fulgte senere på dagen især når man som jeg kun har én bekendt, der ville kunne være imponeret af at jeg havde smagt den, og han stod ved siden af mig med et tilsvarende glas. Isle of Fionia Cask no. 1 (2009) var en heftig oplevelse med masser af intensitet. Sprit en masse, lidt jern i smagen og selvom der blev tilsat et par dråber vand, stadig en voldsom oplevelse.

Stauning
Ikke mange meter til den ene side holdt Stauning til. Stauning blev startet op i 2005, og begyndte at producere kommercielt i 2009. Her fik vi Peated 2nd Edition serveret af en jysk motormund, der snildt ville have kunnet givet baghjul til kræmmerne på Hammel Hestemarked. Whiskyen var destilleret i 2009, og smidt på flaske i år. Det mest bemærkelsesværdige ved whiskyen var duften. Den duftede præcis som det dufter på et høloft, hvor støvet fra halmen hænger i luften. I forhold til oplevelsen med Isle of Fionia virkede Peated 2nd Edition som et langt mere færdigt produkt. Stadig kraftigt sprittet, men langt, langt blødere i smagen. Tilsat et par dråber vand blev den ultrarund, men var alligevel stadig godt sprittet – kontrasterne spillede dog godt sammen, og med tanke på, hvor ung en whisky Peated 2nd Edition er, så var det en imponerende oplevelse.

Trolden 
Jeg havde håbet, at Trolden havde medbragt et par af deres øl. Jeg har tidligere haft gode oplevelser med deres mørke øl, men nej. Der ville ellers have været god plads til det i deres stand, for udover en disk med to whiskyfade og et par flyers på, var der ikke meget at komme efter. Michael Svendsen, der står bag Trolden (tidligere Troldhede Bryghus), var dog et både imødekommende og sympatisk bekendtskab, og fortalte, for hvad der næppe var hverken første eller sidste gang den dag, historien om, hvad Trolden Distillery har gang i. Fra bag det ene whiskyfad hev han en lille patentpropsflaske frem, og skænkede dagens mindste smagsprøve. Intet galt i det, for prisen var gratis, og jeg tror ikke der var det store at dele ud af. Flaskens indhold havde kun ligget 10 måneder på nogle nedslebne bourbonfade fra Speyside. Ingen tvivl om at det var et ufærdigt produkt vi havde i glasset, mere end nogle af de foregående var det en sprittet oplevelse, men ind bag det sprittede og det ufærdige kunne man fornemme noget sødme, som jeg gætter på stammer fra bourbonfadet og endvidere potentialet til en ganske behagelig smagsoplevelse når det engang kommer så vidt. En af dagens mere interessante oplevelser.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

Braunstein
Det sidste af de danske destillerier var Braunstein, hvor jeg nåede både at smage både 13:1 og deres ølsnaps. Hvis jeg fangede det rigtigt og husker korrekt, så dækker 13:1 over at flasken er tappet i 2013 og er første aftapning. 13:1 havde ligget på sherryfade, og fremstod mere færdig end hvad de andre danske destillerier diskede op med. Jeg syntes at kunne fornemme anis og rust i smagen. Rust/jern/blod-smagen gik igen i alle de danske whiskyer. Jeg kan kun mindes enkelte gange før, hvor jeg har tænkt, at det smagte en smule som om mine gummer var begyndt at bløde, men det var en gennemgående fornemmelse ved de danske whiskyer. Braunsteins ølsnaps var virkelig en behagelig oplevelse. 38% og lagret på kastaniefade var den virkelig mild, og gjorde alle fordomme man måtte have om snaps til skamme. Den findes åbenbart i flere varianter, men jeg er ret sikker på at det var byg-udgaven jeg smagte. Anbefales på det varmeste. Jeg havde eller forsvoret, at skulle købe noget whisky med hjem, men Braunstein tilbød et kit med 5 af deres varianter hældt på 3cl reagensglas. Genialt til en mand som mig, der aldrig vil finde igennem en hel flaske whisky, og til 150,- et rendyrket røverkøb.

Mackmyra 
Messens svenske indslag var Mackmyra, der har eksisteret siden 1999. De distribueres i Danmark af Valora Trade, der også har den danske distribution af Four Roses, Underberg og andre mindre lødige spiritusmærker på samvittigheden. Jeg smagte først Skog, der står i omegnen af en tusindkrone for en flaske. Det var en absolut godkendt oplevelse, indbydende og rund, og gik fint uden vand. Og så var jeg nødt til at smage Vit Hund uden helt at vide, hvad det var, men navnet og en indpakning, hvor flasken stod i en brun papirspose prikkede så meget til min nysgerrighed, at jeg var nødt til at gøre forsøget. Vit Hund skulle vise sig at være råsprit, det vil sige, havde det ligget på fade længe nok var det blevet til whisky, men det her var tappet langt tidligere. For at en whisky skal kunne kaldes en whisky skal den have ligget mindst 3år og holde en alkoholprocent på ikke under 40%. Vit Hund blev foreslået som et alternativ til snaps eller bitter, og der burde den nok kunne finde et publikum. Langt fra så skarp som snaps, men omvendt langt mindre krydret end bitter. Et raffineret spark spiritus om man vil, jeg var grundet smag og indpakning svært fristet til at tage en flaske med under armen.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe

 Kombinationen af spiritus, larm og det faktum, at vi vadede en forholdsvis stor messehals betongulv tyndt begyndte så småt at sætte spor. En frankfurter med brød, og dagens eneste fadøl blev udset som menu. Pølselogistikken fejlede endnu engang, og igen stod den på køoplevelse før et af de mere basale behov kunne dækkes. Udover sult, havde også træthed meldt sig og vi rykkede tilbage ind i hallen, og fandt et bord, hvor vi kunne indtage en kop kaffe. Dagens uden sidestykke bedste investering. Mens vi sad i andægtig stilhed var der tid til at tage et godt kig rundt på omgivelserne. Klokken var ved at nærme sig 16, flere steder sad der folk og sov, mens andre åbenbart var blevet ramt af noget uro på balancenerven, begge dele tiltagende tendenser, hvor kurverne først toppede senere på dagen.

Kaffen viste sig at være en rendyrket genfødsel, og da vi rejste os var det med fornyet mod på at få smagt noget mere. Min ønskeseddel for dagen var blevet indfriet, så jeg lagde mig i kølvandet på min kammerat og vi begav os mod Mac Y’s stand, hvor det for hans vedkommende blev til indkøb af en flaske 17års BenRiach Solstice Heavily Peated Port Finish og for mit eget vedkommende to gratis smagsprøver fra BenRiach, begge af ret forglemmelig karakter.

Hos Interbrands Wines & Spirits Denmark blev det til smagsprøver på Bunnahabhain 12års, der var udmærket, men anonym – Bunnahabhain Toiteach, der var dagens klart mest røgede indslag og absolut godkendt, og endelig Tullibardine 500 Sherry Finish, der først havde ligget på bourbonfade og siden var blevet omstukket til sherryfade. En virkelig god, mild og tæt på feminin whisky, der gav minder om Balvenies Doublewood.

Tønden 
Dagens sidste stop gemte også på dagens største oplevelser. Igen dukkede navnet Bunnahabhain op, denne gang i form af en 32års aftapning, destilleret i 1979 og smidt på flaske i 2011. Dagens uden sidestykke bedste oplevelse, virkelig mættet med smag og med en duft af den anden verden. Det glas gav blod på tanden, og blev fulgt op af en Strathisla 1967, en 41års Speysidewhisky, der duftede af mynte og fremstod virkelig elegant, men slet ikke var så mættet af smag som whiskyen fra Bunnahabhain. Dog stadig en gigant oplevelse. Dagens sidste glas blev en 24års Bowmore 1982, der på enhver anden dag havde været et brag af et glas, men desværre druknede lidt i oplevelsen af de to foregående.

Brugerbillede fra Whiskymessens facebookgruppe.

 Vi trak os tilbage til et par stole og kunne se folk defilere forbi på deres vej mod udgangen. Udover whisky, blev der slæbt på Innis & Gunn øl til den store guldmedalje, hvorfor folk så end har syntes det var interessant at købe det med hjem til samme pris som man giver for det i butikkerne. Gigantbranderter var der nok af, og fred være med det, der sad også stadig folk og sov rundt omkring, og hele hallen emmede af at noget af et gilde nu var ved at være slut.

Bortset fra pølselogistik og alt for få siddepladser, virkede messen velorganiseret, men tæt på overbesøgt. Bliver jeg inviteret gratis med igen, siger jeg ikke nej. Jeg lærte et par småting i løbet af dagen, men det var primært hver mand for sig selv, og man skal ikke forvente at kunne føre lange uddybende samtaler om produkter, det var der ganske enkelt alt for travlt til.

De seks timer vi var i hallen var i overkanten for mig, jeg kunne sagtens have fået smagt det jeg ville og styret min nysgerrighed på den halve tid. Med min beskedne interesse for whisky havde jeg heller aldrig betalt 295,- for en entrebillet, slet ikke når der dertil skulle lægges transport og udgifter til smagsprøver. Bevares man kunne være gået direkte efter de gratis smagsprøver, men hvad er idéen i at køre for at smage alt det på det jævne, når man er omgivet af potentielt store whiskyoplevelser. Alt det skal læses ud fra, at min whiskyinteresse som sagt ikke er af de større. Personligt synes jeg whisky kræver en vis grad af fordybelse, ro til eftertanke og roen til at måle whiskyen op med sig selv før og efter man har puttet et par dråber vand i glasset. Den ro får man ikke stående, med folk hængende på nakken, der også gerne vil frem og smage, men det er spillets præmisser når det foregår i en messehal.