Poesibogen:
En af de ølblogs jeg med størst glæde bliver ved med at vende tilbage til er Kajs Ølblog. Bag bloggen står Kaj Framke, 37år, der udover at formidle øllet på formidabel vis også åbner op for en flig af den hverdag, der foregår ved siden af livet som ølblogger. Summen af den blanding er en levende og indsigtsfuld ølblog, der giver os andre ølbloggere baghjul. Jeg bøjer mig ydmygt i støvvet, og giver ordet videre til Kaj.
Yndlingsøl:
Det er jo et svært spørgsmål, for der er
så mange øl at vælge imellem, og på hver sin måde kunne flere
forskellige øl være min yndlingsøl. Hvis jeg skal fremhæve én, som jeg
jævnligt vender tilbage til, og som aldrig skuffer, skulle det være
Nesgaarden Økologisk Brown Ale fra Bryghuset Braunstein i Køge. Det er
en dybmørk ale med helt ustyrlig meget smag, der nærmest eksploderer i
munden, hvorefter den eksploderer endnu engang, og så lige en tredje
gang for Prins Knud. Derefter går den eksplosive smag af krydret malt
og sød karamel over i en blød, velgørende bitter eftersmag, der holder
i æoner.
Yndlingsøltype:
Ja, det er ligesom at spørge om min
yndlingsgenre inden for musik. Det bedste jazz er lige så godt som det
bedste klassisk, der igen er lige så godt som det bedste
hardcore-dødsmetal-grindcore ... R&B gider jeg slet ikke, og sådan er
der også nogle øltyper, jeg ikke gider, men jeg kan ikke rigtig sige,
at der er én øltype, jeg synes er den bedste. Men IPA er jeg ALTID
glad og spændt på at prøve. Den bidske bitterhed er altid en oplevelse
værd. Engang var jeg gladere for porter, men uanset hvor bitter og
kraftig en porter er, så er porteren altid på en eller anden måde også
blød og varm - og der foretrækker jeg klart, at smagsløgene bliver sat
på prøve og får nogle tæsk - og her er IPA'en bedst.
Største/bedste øloplevelse:
Det er helt klart bekendtskabet med 666 black
damnation fra det hollandske bryggeri De Molen. En lille kompakt, sort
satan, mørk som natten og med en konsistens der næsten skal spises med
ske og tygges, snarere end drikkes. Malt så brændt at helvede til
sammenligning ligner en dybfryser
Hvorfor er det ikke min yndlingsøl, kunne man spørge? Det er der flere
grunde til. Den er dyr - måske ikke for dyr, oplevelsen taget i
betragtning, men dyr ikke desto mindre. Desuden er det ikke til hver
en lejlighed, eller ethvert måltid man har lyst til et veritabelt
smagshelvede af marcipan, brændt malt, sød karamel, og alt det andet
afsindigt gode dette djævelske mesterværk er fuldt af. Desuden
forhandles den angiveligt ikke længere. Den var en limited edition i
anledning af et eller andet, jeg ikke kan huske eller nogensinde har
kendt til.
Hvor køber du dine øl:
Jeg køber oftest mine øl i Fakta. Deres sortiment af specialøl er ikke
stort, men det skifter med jævne mellemrum, og i al den tid, jeg har
anmeldt, er deres udvalg kun blevet bedre og bedre. I starten skældte
og smældte jeg - ja, jeg opkaldte endda et tema efter Faktas sørgelige
udvalg - det hed "Det tynde øl fra Fakta". Siden er det som sagt
blevet meget bedre - måske, måske ikke på grund af mit intense fokus
på deres specialølsudvalg.
Ellers køber jeg oftest øl i almindelige supermarkeder. Jeg er glad
for at prøve de vilde specialøl, men har ikke økonomi til sådan rigtig
at prøve de virkelig eksotiske varer. Hvad man får i supermarkeder kan
ofte være godt, og når det ikke er godt, ja, så er det som regel også
både sjovere at skrive om, og bagefter at læse om. En velskrevet
dårlig anmeldelse er altid en bedre læseoplevelse end en velskrevet
god en af slagsen.
Hvad er det øl kan siden det er så godt:
Sammenlignet med andre alkoholiske nydelsesmidler en hel
masse. Man kan nyde mere af det uden at blive beruset, og der er
større variation i både farve, duft og smag end i nogen anden
spirituøs kategori. Øl er ikke bare øl, det er lyst øl, mørkt øl, rødt
øl sort øl og hvidtøl ;-). Det er bittert, sødt, syrligt, fyldigt,
tyndt, tykt krasbørstigt, besk, harsk, surt ... Ja, det omfatter så
meget mere end både vin, brændevin, mjød og andet, jeg kan komme i
tanker om, gør. - Så derfor.