Navn: Pride
Type: Imperial stout
Alkohol: 10%
Etikettekst:
Vi tænkte længe og grundigt over, hvilken øl der ville gøre os mest muligt stolte at brygge i serien af syndige øl. Hvis du kender Amager Bryghus, ved du, at Imperial Stouts har en helt særlig rolle i vore hjerter. Derfor måtte ”Pride” simpelthen bare være en Imperial Stout. Det der er særligt med denne version er, at vi kogte den som ind i h...... Faktisk kogte vi den i hele 6 timer, hvilket betyder en endnu kraftigere og fyldigere øl.
Vi vil aldrig vove at kalde det for en perfekt Imperial Stout – det ville være at bringe stolthed i foruroligende nærhed af hovmod. Men ikke desto mindre håber vi, at I må nyde denne stolte øl.
Vi er ikke stolte over at være syndere, men i det mindste er vi åbne omkring det...
Beskrivelse: Lige siden Amager Bryghus den 5. oktober sidste år smed etiketten til Pride på deres Facebookside og spurgte "hvad er det?", mens jeg som den opmærksomme forbruger jeg er kneb øjnene øjnene nok sammen til at jeg kunne se der et par linjer inde i etiketteksten stod imperial stout, har jeg glædet mig til denne øl. Det er ikke fordi Stovt har væltet sig i øl fra Amager Bryghus, blandt andet fordi det bliver sværere og sværere at opdrive dem i Odense, og de nye bryg ser vi intet til. Alligevel var der noget mavefornemmelse, der meldte ind at den her øl skulle jeg gå efter. Skæbnen ville, at jeg forleden blev spurgt om jeg ville med til Amager og afhente en pladesamling, og jo gerne, men så skulle vi også en tur forbi enten Toft Vin eller Fish & Beer. Det blev sidstnævnte, og udover Fish & Beer's egen imperial stout brygget på det lille Bryggeri, var dette den eneste anden øl på indkøbssedlen. Pride kom direkte fra Amager og hjem i køleskabet, et enkelt pitstop i Ringsted fraregnet, mens resten af dagens indkøb fik plads i skabet. Og nu, mens Arsenal er ved at spille sig ud af Champions League, er den så kommet ind på stuebordet, blevet skænket og står og får varmen ved siden af den bærbare. Duften afslører ikke meget om flaskens indhold, faktisk er det ikke det store, der kan inhaleres ved at sætte næsen ned til flaskens hals, men som Pride finder vej fra flasken til glasset, giver det alligevel et håb, at øllet er tæt på olietykt, sort som bare og at et tyndt mørkt skum finder vej ud til glassets sider. Lad det bare være sagt med det samme, det var ikke noget brag, der mødte smagsløgene, men på samme måde som der findes innovativt design, der rocker ens verden med al sin nytænkning, så findes der også solidt håndværk, der ganske traditionelt rammer et urokkeligt højt kvalitetsniveau. Det er i sidstnævnte kategori vi finder Pride. Pride er diskret i sin smag, men alligevel formår den at være forbandet intens med en brændt og humlet smag som den store dominator, eller på lægmandsdansk: en letdrikkelig øl med masser af kant. Stolthed er næppe den dødssynd jeg kommer først i klinch med, så længe den ikke sænker sine standarder og inkluderer "ganske tilfreds", og lige præcis ganske tilfreds er det jeg er med Pride. Ganske tilfreds vel og mærke udtalt med tryk på, at jeg trods alt har jydeblod i årerne og derfor sjældent lader min begejstring kamme over. Pride er en øl efter mit hoved, den har kant og personlighed, men er dejlig bramfri og lige til at gå til. Anbefales.
Indkøbt: Fish & Beer (50cl, 54,-)
Karakter: 10
Karakter: 10