torsdag den 7. marts 2013

Ølindkøb: Salling, Aarhus

Udefra ligner Salling ethvert andet posh indkøbshelvede, hvor fruer i minke og duller med sminke shopper amok i ting med de rigtige navne til priser almindeligt dødelige ikke kan, vil eller gider stave til. Sådan er det i hvert fald på de øvre dæk, især kioskdamen levede fint op til enhver fordom jeg måtte have om folk, der arbejder sådanne steder. Måske er jeg galt på den, men hovski-snovski opførsel hører sig bare ikke til når man sælger smøger, blade og fornyer buskort. I kælderen åbenbarer der sig dog et mindre mekka af fødevarer, og stemningen er ikke langt fra KDW, hvis man fraberegner de manglende spiseboder. Ølafdelingen er et kapitel for sig. I loftet hang der et skilt, der annoncerede et udvalg på over 500 øl, og jeg bliver ikke manden, der skal anfægte skiltets sandhed. Bortset fra, at øllene var inddelt efter lande og bryggerier, var der ikke yderligere system i flaskerne, men afdelingen var indrettet så det var nogenlunde til at se sig ud af. Blandt de udenlandske øl bed jeg mærke i at både 8 Wired og Hoppin' Frog var pænt repræsenteret, det var der nu mange bryggerier der var, men lige de to fangede mit øje fordi 8 Wired har et dansk islæt i form af brygger Søren Eriksen og Hoppin' Frog af et par omgange har samarbejdet med Amager Bryghus. Blandt de danske øl var der ingen store overraskelser, eller nye bekendtskaber, men eksempelvis Mikkellers øl fandtes i flere varianter end jeg tidligere har set samlet på et sted og udvalget var mere end godkendt. Jeg bander stadig over, at der i Evil Twin afdelingen var et prisskilt til Even More Jesus, men ingen flasker på hylden, det er en øl jeg gerne vil prøve af snarest. Det lagde nok en dæmper på min begejstring, at jeg et par timer forinden havde besøgt Voldby Købmandsgaard og handlet stort ind dér, havde det ikke været tilfældet, så kunne jeg snildt have brugt en tilsvarende sum i Sallings kælder. Anbefales.

Salling 
Søndergade 27 
8000 Aarhus C