Det er ufatteligt, at man på en hovedfærdselsåre som Amagerbrogade kan komme så langt væk fra et lyskryds med tilhørende fodgængerfelt, som man kan når man parkerer bilen ved Fakta overfor Fish & Beer. Det tog en mindre krig af utålmodig venten før der kom hul i trafikken og det krævede et par rappe fodfinter at drible uden om et par unge fyre med clipboards, der gerne ville mere om vores hvem der leverede vores el, og lur mig om de ikke havde haft et alternativ i ærmet, hvis vi var blevet hængende og havde svaret på deres spørgsmål.
Inde i butikken blev vi mødt med et hej, der var den eneste kontakt vi havde med kvinden ved disken udover et beløb og et farvel og tak. Jeg kan blive helt arrig, når jeg oplever den slags ekspeditioner, man føler sig som kunde nu engang langt mere velkommen, hvis der bare er et minimum af imødekommende kontakt, og her slår et hej ikke helt til i min bog. Udover at blive ignoreret af ekspedienten, kæmpede lokalradioen en brav kamp for at overdøve en nyhedsudsendelse, der blev kørt ud igennem højttalerne på en bærbar, og det virkede lidt som om vi var trådt ind udenfor åbningstiden.
Hylderne talte dog et andet og langt mere imødekommende sprog, det tog et minimum af tid at gennemskue hyldernes opdeling, bryggeriinddelt og efter land med de danske bryggerier stående først for når man træder ind i butikken. Jeg havde to øl på min medbragte indkøbsseddel, og det tog ikke lang tid at finde Pride fra Amager Bryghus. Sikkert grundet bryghusets lokale profil fylder deres flasker helt godt på hylderne, hvor også især Mikkeller og Det Lille Bryggeri fyldte godt, men generelt var de forskellige danske bryggerier godt repræsenteret og man skulle være en kræsen kanalje, hvis man ikke kunne finde noget, der faldt i smag. Det blev kun til en skimning af de hylder, der ikke rummede danske øl, men det virkede til at i særdeleshed belgisk og amerikansk øl var godt repræsenteret.
Jeg endte med at putte fire flasker i posen. De to fra dosmersedlen, og to andre jeg ikke regnede med at ville løbe på igen foreløbig. Priserne var det samme som de større vinbutikker tager for deres øl her i byen, ikke billigt, men heller ikke noget, der for alvor kunne hidse mig op.
Fish & Beer ligger langt fra alfarvej for mig, og bliver derfor næppe et sted jeg render på dørene. Lå butikken her i nabolaget ville jeg helt klart frekventere den, men jeg ville komme for udvalget, for i det kvarters tid jeg gik rundt i butikken mødte jeg ikke nogen imødekommenhed, der skulle få mig til at vende tilbage.
Fish & Beer
Amagerbrogade 143
2300 København S