Da jeg for nylig kontaktede Bo Abelgren Ehlers, var mit udgangspunkt, at finde ud af, om hans mikrobryggeri HumleBo snart skulle lette. HumleBo var kørt i stilling til at starte op som kommercielt bryggeri, men så blev Bo tilbudt en stilling som brygmester på Gundestrup Mejeri & Bryghus. Det var sidste år, og der er løbet meget øl gennem hanerne siden da. Læs her historien om turen fra hjemmebrygger, til realisering af drømmen om at blive brygmester, der brast på uskønneste vis for at blive erstattet af en fremtid med eget bryggeri.
I Vindeby, ikke langt fra hvor Svendborgsundbroen gør Tåsinge landfast med Fyn, stod der engang en garage. Det gør der ikke længere. I stedet står der i dag et bryghus bygget for de penge Bo i sommeren 2011 fik udbetalt som erstatning for et knæ, der var blevet ødelagt af årene som fodboldspiller. I sine ti år på eliteplan nåede Bo at spille for Skive, hvor han stammer fra, AB og Hvidovre, hvor Bos interesse for brygning tog sin start. Bo er i dag 34år gammel, uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed, og underviser til daglig på Social og Sundhedsskolen i Svendborg.
Interessen fra øl kom først da Bos interesse for ølbrygning var blevet vakt. I 2005 introducerede en ven ham for sin hobby, og Bo blev fanget ind. ”Jeg skyndte mig at købe lidt udstyr og samme dag jeg modtog det skulle der brygges. Jeg havde købt en gasbrænder og en stor gryde som jeg desperat ledte efter plads mit lille køkken. På gaden fandt jeg et bord som var sat til storskrald og det passede perfekt i højden. Problemet var bare at det var af glas, men jeg kunne altså ikke vente så jeg gik i gang. Mæskningen gik fint og jeg havde fået cirka 40 liter dejlig sukkerholdig urt ud af malten som blev sat i kog. Og så skete det. Jeg åbnede en skabslåge som stødte mod glasbordet. Det sprang i tusind stykker og gryden med al urten væltede ud over det hele og køkkenet var smurt ind i klistret urt i lang tid efter. Næste bryg blev surt. Tredje Bryg var der også problemer med. Taphanen til gærtanken viste sig at være utæt, men det opdagede jeg først næste morgen efter der var dryppet flere liter øl ud på gulvet. Men underligt nok var jeg ikke i tvivl, ølbrygning var en hobby der virkelig havde fanget min interesse.”
Bo og hans kone valgte at flytte fra det københavnske til det sydfynske øhav, da de fik barn. Her blev garagen revet ned for at gøre plads til HumleBo Mikrobryg, som det var planen skulle starte kommercielt op. Bryggeriet har en kapacitet på op til 100 liter, men det bliver sjældent brygget så meget. Til gengæld eksperimenteres der flittigt med mindre bryg, som Bo forklarer ”falder resultatet en gang imellem knapt så heldigt ud og så gør det mindre ondt at smide 20 liter ud.”
Processen med at starte kommercielt op var kommet så langt, at fødevaremyndighederne havde godkendt HumleBo Mikrobrygs egenkontrolprogram. Midt i processen med at bygge det lille bryghus op ringede telefonen. I den anden ende af røret var Jørgen Hoff fra Gundestrup Mejeri & Bryghus, der tilbød Bo at overtage jobbet som brygmester, en stilling der var blevet ledig, da den gamle brygmester var gået på pension. Bo blev advaret mod at tage stillingen, fordi Jørgen Hoff var en speciel mand, at arbejde sammen med. For Bo var det dog alle tiders mulighed for at komme til at brygge på et stort anlæg, og han besluttede sig for at sige ja til en 20 timers stilling som brygmester, og fik lavet en ordning med Social og Sundhedsskolen om at gå ned i tid.
”..men det gik som folk havde advaret mig om - Gundestrup var et stort kaos. Dem som kender til ølbrygning ved at når man håndterer øl, så kræver det rettidig omhu. Gundestrup er modsætningen af det begreb, og det kunne jeg ikke arbejde under. Ingen lønsedler, forkert og for lidt i løn, så aldrig en ansættelseskontrakt, aftaler blev ikke overholdt, og jeg kunne blive ved. Jeg var med i cirkusset i toenhalv måned, hvorefter jeg sagde op.”
Helt forgæves var tiden hos Gundestrup dog ikke. Bo nåede at høste erfaring med at brygge på stort anlæg, og fik inspiration til hvordan anlægget i hans kommende projekt skal bygges op. For hvad jeg ikke vidste da jeg kontaktede Bo, var at han sammen med barndomsvennen Eske Vind Ramvad var langt i planerne om at starte et nyt bryggeri op.
Abelgren & Ramvad kommer til at få til huse i en gammel staldbygning på en firlænget gård i udkanten af Ristinge på det sydlige Langeland. Arbejdet med at bygge staldbygning om til smagslokale og bryggeri begynder i løbet foråret, indtil da fungerer HumleBo Mikrobryg som testbryggeri, hvor opskrifterne til Abelgren & Ramvad bliver udviklet. Abelgren & Ramvad er til at starte med et fritidsprojekt, der skal levere ”øl i særklasse” til lokalområdet. Bryggeriet har allerede fået opbakning fra den lokale aktionsgruppe, og skulle gerne udvikle sig til et projekt som lokalbefolkningen tager til sig, og i sidste ende bliver stolte af.
Bryggerinavnet lyder måske mere som navnet på et advokatfirma med en lang historie, og det er måske ikke helt tilfældigt. ”Det er moderne at kalde sit bryggeri dyrenavne eller smide mærkelige tegninger på etiketten. Det er ikke os. Vi ønsker et klassisk, enkelt og stilfuldt udtryk. Eske er arkitekt og går meget op i vores udtryk og de bygninger som vi skal holde til i. Det er hans opgave. Min opgave er at udvikle og brygge øllet. Hvis vi skal sammenligne os med nogen er vi tættere på Bøgedal end Mikkeller.”
Selvom smagslokalet og bryggeriet stadig kun er på tegnebordet, og staldbygningen stadig bare er en staldbygning, så kigger Bo allerede mod horisonten, eller måske snarere på jorden, der hører til gården. ”..til gården hører jord så det kunne være sjovt at plante en plantage, men dyrkning af egen humle er kun i tankerne endnu.”
Stovt krydser fingre for at det bliver mere end bare en tanke, Abelgren & Ramvads videre færd kan følges her.