fredag den 15. februar 2013

I sidste uge var Stovt som tidligere nævnt forbi Århus, og mens at omvejen ind til byen kostede kassen, så måtte jeg sande, at der var langt mindre at komme efter inde i 8000 Aarhus C. Jeg havde sakset en lille håndfuld butiksnavne og tilhørende adresser fra Ale.dk, og flik-flakkede rundt i indre by i min jagt på dem. Haumanns Vin & Spiritus var lukket, Vinspecialistens udvalg var ikke over 10 forskellige muligheder, og ved såvel Chas E som Aarhus Vinhandel gad jeg ikke gå ind da jeg ikke kunne spotte et øludvalg udefra i deres ellers overskuelige btuikslokaler. Og så var der Salling, og indkøbshistorien derfra skal nok dukke op en dag, men som en lille teaser til, hvad der risikerer at dukke op af anmeldelser på Stovt, så lad mig præsentere mit indkøb. Mikkellers Rauchpils fik jeg på fad fornylig, og var ganske tilfreds med den oplevelse, så det virkede naturligt at teste den på flaske, To Øls Black Ball porter virkede ganske enkelt som et oplagt køb, og endelig fangede mit øje Sort gul fra Mikkeller, som jeg takket været Ratebeer app'en på min nyerhvervede smartphone kunne lure var en sort ipa, en type øl jeg tidligere har haft stor glæde ved. App'en fra Ratebeer er i øvrigt gratis, og kan med de par erfaringer jeg foreløbig har gjort mig med den kun anbefales.