torsdag den 7. februar 2013

Det tynde øl (Refsvindinge Special): Boghvedebryg, 5,7%

Rent historisk er boghvede knyttet til Fyn, og boghvedegrød står i samme historiske kontekst placeret som den fynske nationalret. Det er dog forhold, der ikke har meget med nutiden at gøre, boghvede er for længst blevet overhalet som kornsort på de fynske marker, og trods 36 år på Fyn er boghvedegrød ikke noget jeg kan mindes nogensinde at have fået serveret, heller ikke i mine bedstemødres køkkener, der vel at mærke begge var af den traditionelle slags. Men skal der være en boghvedebryg, så er der måske også noget poetisk retfærdigt i at det trods alt er et fynsk bryggeri, der laver øllen. Boghvedebryg fra Refsvindinge er ikke nogen stor øl, men det er en øl af den slags man er villig til at slå ihjel for på en varm sommerdag - letdrikkelig, frisk og med et minimalt hint af noget citrus et sted i baggrunden - man skal dog være varsom, for man smager ikke at Boghvedebryg med sine 5,7% holder guldølsstyrke. Dens svaghed er nok at den savner et særpræg, der får den til at skille sig ud, men omvendt er Boghvedebryg et gedigent og veludført stykke bryggerhåndværk, der udfylder sin rolle som tørstslukker til perfektion.

Og hvis nogen skulle have fået vækket appetitten:

Boghvedegrød

Ingredienser: 
8 dl sødmælk 
100 gram boghvedegryn 
½ tsk salt

Tilbehør:
Smør og sirup

Fremgangsmåde:
Kog først lidt vand i gryden, bring herefter mælken forsigtigt i kog. Tilsæt boghvedegryn under omrøring og få det i kog. Småkog grøden i ca 30 minutter - rør ofte.

Tilsæt salt, så grøden bliver jævn. Server grøden med smør og sirup.