I forlængelse af sidste uges oplevelse med Dampskibsøl fra Ø-Bryg virkede det naturligt at kaste en Steam Beer fra Anchor Brewing i indkøbskurven, når den nu alligevel lå i Netto og bød sig til for en tyver. Det umiddelbare indtryk er at de to øl ikke har meget andet end type til fælles, Steam Beer virker nærmest sur i sammenligning med Dampskibsøl, der også virkede langt friskere og mere læskende, Steam Beer opleves derimod som en øl, der uanset hvad temperatur den bliver serveret ved altid vil opleves som smålunken. Det er synd, for det er en flot øl at se på. Skummet bliver stående og hænger nærmest på glassets sider i stedet for at løbe ned, og den ravbrune farve er ganske enkelt flot. Som en tilfældig øl til en tilfældig fodboldkamp er den sikkert udmærket, men så kan man lige så godt købe en lige så tilfældig sixpack på tilbud til en smule mere, få mere øl for pengene og slippe for det sure vedhæng på smagsløgene.