Juleaftensdag var en god dag for ølinteresserede at læse Fyens Stiftstidende. Udover artiklen om Midtfyns Bryghus var der også nedenstående interview med Claus Christensen fra Munkebo Mikrobryg. Stovt håber på et senere tidspunkt, at kunne bringe vores eget interview med Claus. Tekst af Klaus Knakkergaard.
4. januar rejser Claus Christensen fra Munkebo til det sydligste Tyskland, hvor et bryggeri venter på sin nye brygmester.
Forestil dig at smage på øl dagen lang. Forestil dig, at det sker på et bryggeri, hvor øllen er brygget efter din egen opskrift, udstyret er i absolut topklasse, omgivelserne er historiske og smukke – og så får du ovenikøbet penge for herlighederne. En drøm for mange. Også for 37-årige Claus Christensen fra Munkebo, men for hans vedkommende går præcis denne drøm snart i opfyldelse. 4. januar sætter han sig et nattog på vej mod drømmejobbet. Turen tager 11 timer, destinationen er Truchtlaching i det sydligste Tyskland – 20 minutter fra Alperne mellem München og Salzburg. Her ligger bryggeriet Camba Barvaria, der 7. januar får ny, dansk brygmester.
- Jeg glæder mig helt vildt. Det er en chance, man kun får én gang i livet – derfor var jeg også nødt til at sige ja, fortæller Claus Christensen.
Men det var ikke et job, han ubetinget kunne takke ja til. Konsekvenserne er, at han i lange perioder ikke kan se sin familie – sin hustru og tre døtre, der bliver boende i Munkebo. Det betyder også, at han måtte forlade stillingen som brygmester på Midtfyns Bryghus.
- Lad mig sige det sådan, at jeg er glad for at der findes Skype. Selvfølgelig bliver det hårdt ikke at se familien så ofte – faktisk forsøger jeg ikke at tænke så meget på det for ikke at blive alt for ked af det, forklarer han. Men min hustru ved godt, at det her er en chance, jeg kun får én gang i livet, og derfor synes hun også, jeg skal tage af sted.
Af samme årsag bliver Claus Christensen ikke i Tyskland i mere end et halvt år – måske et helt, selv om stillingen er ubegrænset.
- Så jeg ser det lidt, som hvis jeg var en soldat, der skulle udstationeres. Her har jeg så ovenikøbet muligheden for at se min familie med mellemrum.
At Claus overhovedet skal af sted skyldes hans håndbryg, der siden 2007 har indbragt ham to titler som Danmarksmester og en som den bedste i Skandinavien. På ølfestivalen i Valby fik en gruppe tyske ”øl-sommelier” fingre og gane i det hjemmebryggede øl, og deres varme anbefalinger endte i det sydlige Tyskland, hvor Camba Bavaria slog til og headhuntede Claus Christensen.
- Det typisk, at de tyske brygmestre kommer til Danmark. Jeg har aldrig hørt om det modsatte – så jeg tror, det er første gang i historien, der sker, siger Claus Christensen med stolthed i stemmen.
Og han har noget at have stoltheden i. For det er blandt verdens bedste bryggere, at han nu skal gøre sig gældende – og forsøge at lære fra sig.
- I Tyskland var det en gang bestemt ved lov, at det eneste man måtte brygge med, var malt, humle, gær og vand. De fire ting skulle man justere på, hvis man ville ændre smagen, forklarer Claus Christensen. Den tradition har hængt ved. Det gør de tyske bryggere vanvittigt dygtige, men de skal også have lidt hjælp til at komme i gang med at bruge krydderier, som vi er gode til herhjemme. Det bliver én af mine opgaver dernede, siger brygmesteren.
Til det får Claus Christensen noget af det bedste udstyr i verden. Bryggeriet er nemlig ejet af virksomheden Braukon, der producerer udstyr til bryggerier.
- Når jeg kan vinde mesterskaber med øl lavet i mine gryder derhjemme, hvad kan jeg så ikke lave på det udstyr dernede.