Bloggens første gæsteindlæg bliver serveret med ikke så lidt misundelse fra min side. Jeg er stor fan af Det Lille Bryggeris øl, og håber en dag selv, at kunne slå vejen forbi det. Heldigvis bor Søren lige i nærheden, så vi stiller om til vores udsendte reporter.
Ølindkøb: Det lille bryggeri
For 10 år siden slog Roskilde Øl i Viby Sjælland dørene op og var dermed blandt pionererne på den danske ølbølge. Udvalget var danske mikrobryg og godt-øl fra vores nordiske naboer, Tyskland, England, Belgien med videre. Ejerkredsen var – og er stadig – en ølinteresseret familie, far og to sønner, og foruden ølsalg, bød butikken fra begyndelsen også på spændende smagninger og lagde ofte lokaler til arrangementer i regi af Danske Ølentusiaster.
Efter et par år, valgte de at smide deres egen øl på gaden, Julemandens Trøst, der blev brygget i Belgien og efter belgisk opskrift. En dubbel-lignende øl, der fortsat er blandt de bedste juleøl, der kan opdrives.
Det gav dem åbenbart blod – eller måske snarere øl! – på tanden, og de begyndte at brygge deres egne øl, blandt andet flere juleøl som blandt andet Juleporter, der fortsat er en del af deres sortiment. I begyndelsen skete det under navnet Roskilde Øl, men for en 4-5 år siden blev det ændret til Det lille bryggeri. Butikken kører dog fortsat under det oprindelige navn.
Brygmesteren er den ene søn, René, og i dag har bryggeriet til huse i Bringstrup lidt uden for Ringsted. Og René er brygger med stort B, for tanke og kar står ikke på noget tidspunkt stille. Og Det lille bryggeri har snart bryg nummer 300 på gaden. Men det går ikke udover kvaliteten, for bryggeriet hører, i min og mange andres optik, blandt landets absolut bedste og mest spændende. Hele tiden kommer der nye bryg på gaden og der eksperimenteres – på den gode måde – med humletyper, chili, kaffe og så videre.
Øllet sælges naturligvis i butikken i Viby Sjælland og udvalgte steder rundt om i landet. Men det er også muligt at handle på selve bryggeriet. Og da jeg bor 5 minutters kørsel derfra, er det en mulighed, jeg mere og mere benytter mig af. Dog kommer jeg fortsat i butikken – også af nostalgiske grunde, da den og deres arrangementer var med til at forme og skabe min interesse for øl.
Bryggeriet har ikke faste åbningstider, så det er altid en god idé at aftale et tidspunkt eller ringe/skrive for at høre, om det er muligt at handle. Og når du ankommer, ved du, at du er på et bryggeri. Kar og tanke overalt, kasser med øl og en liflig duft af eksempelvis humle. Du står i selve produktionen, for her er ingen en disk og udstillingshylder – dog var deres meget fine juleølssortiment ved mit seneste besøg linet op på hylder, og lige til at smide ned i kasserne. Men det er vist på tegnebrættet, at brygmesteren og hans kone, vil åbne en egentlig gårdbutik, hvor eget øl og andet godt kan langes over disken.
Det skal dog ikke udelukkes, at dele af udvalget normalt står fremme – også det udenfor julesortimentet – men har ikke været tilfældet de gange, jeg har lagt vejen forbi. Men de gange, jeg har handlet der, har jeg vidst, hvad jeg gik efter, men jeg er sikker på, at hvis man tropper op og siger man er ude efter øltyper som eksempelvis IPA eller porter, hvilke øl, man vil have, eller siger, at man vil handle for det og det beløb, så vil René straks finde gode øl frem, der helt sikkert vil falde i kundens smag. For her er der tale om en brygger, der – med rette – er stolt af sine bryg og som er engageret og brænder for øllet og brygningens ædle kunst. Og altid er parat til at tage en snak om, hvad der nu brygges på og øludvalget, eller komme med forslag til øl, der er velegnet til eksempelvis en julefrokost.
Så er du på midtsjællandske kanter, kan en autentisk oplevelse hos Det lille bryggeri anbefales, og du går ikke skuffet derfra.
Læs mere på deres hjemmeside, hvor adresse og kontaktmuligheder også fremgår.