Første gang jeg smagte Stjernebryg var et par dage efter øj-dag, hvor jeg gæstede Carlsens Kvarter og tyede til at spørge personalet, hvad de havde af juleøl på flaske. Første bud var Stjernebryg, og det var egentlig ikke fordi præsentationen fangede mig. Den virkede mere som en oplæsning af krydderierne, der skulle i en julekagedej, men doven som jeg var lige der, takkede jeg ja, og tog mit ølindkøb (og skulle det vise sig, nye store kærlighed) med ned til mit bord. Stjernebryg giver mig lidt samme fornemmelse som første gang jeg smagte Alstærk fra Munkebo Mikrobryg. Kan noget, der i sit udgangspunkt ligger så langt fra det jeg mener er godt øl virkelig smage så godt? Svaret er et rungende ja. Uden at ville træde nogle bryggere over tæerne vil jeg mene, at Stjernebryg og Alstærk minder om hinanden. Begge er mørke, afdæmpet søde, og krydrede, så er det er perfekt afstemt med sødmen. Stjernebryg er dog lettere, og mere frisk i sit udtryk i forhold til Alstærk, men stadig en tung og heftig størrelse i sammenligning med meget andet af det øl, der er derude. Det er absolut også en øl, der kan tåle at stå, og så absolut ikke skal serveres køleskabskold. Smagen af anis bliver mere og mere fremtrædende efterhånden som den luner op, det sidste i glasset drak jeg da kulsyren var stået af, og temperaturen tæt på stuetemperatur, og det smagte som en portvin baseret på anis. En utroligt vinøs, og noget atypisk smagsoplevelse. Omkring de 8-10 grader balancerer det hele, og man sidder med en sublim øloplevelse. Det søde fra rørsukkeret spiller perfekt sammen med lakridstonerne fra anisen og korianderen står som en væg inde bag det hele. Det er ikke meget galt, at jeg siger, at hvis du kun skal købe en juleøl i år, så bør du købe Stjernebryg, forhåbentlig skal ingen nøjes, men anbefale den vildt og voldsomt, det gør jeg uden at tøve.
