tirsdag den 16. oktober 2012



Ølindkøb: Ørbæk Bryggeri

Bortset fra en enkelt rundkørsel er de 5 kilometer mellem Bryggeriet Refsvindinge og Ørbæk Bryggeri lige ud af landevejen, og hvis de ikke allerede har gjort det, så kunne de overveje om en fælles indsats for at trække ølturister ikke kunne give lidt på kistebunden. For selvom stederne er placeret i og omkring hver deres landsby, så er der under 10km til nærmeste motorvejsafkørsel, og hvis Ørbæk Bryggeri eventuelt startede med at holde fredagsåbent, så de kunne få kunder fra weekendtrafikken, hvorfor skulle det så ikke kunne give noget? Blot en tanke! 

Selv startede jeg med at stryge forbi de røde murstensbygninger, der rummer bryggeriet, for mere stikker bryggeriet heller ikke ud i landskabet. Med bilen vendt, og siden parkeret fik jeg spottet døren ind til bryggeriets butik, der ikke er gjort meget for at synliggøre. Omgivelserne i bryggeriets gård er ellers ganske hyggelige, med en gammel rød landbrugsvogn sat frem til at opsamle restprodukter fra brygningen, og store vinduer i bygningerne, så man kan kigge ind til dels produktionen, dels deres barlokale, som jeg gætter på bliver brugt til ølsmagninger. 

Butikken er også fin med flaskerne sat op på købmandsreoler, men når det er sagt, så tror jeg uden at fornærme nogen, at jeg vil banke i bordet og sige, at den kunne trænge til en overhaling udført af en butiksvant. Hylderne var tæt på tomme, der var eksempelvis ikke Fynsk Forår i butikken, og selvfølgelig kan det tænkes, at der har været travlt i løbet af den mandag, hvor mit besøg var, men det var påfaldende så uindbydende det gjorde det lille butikslokale. Prisskiltningen var flere steder mangelfuld, så jeg endte med at købe øl i en forventning om at de nok var billigere end, hvis de skulle købes i butikker, og ja, selvfølgelig kunne jeg have spurgt, men med andre kunder i butikken havde det været nemmere med en ordentlig skiltning. Endelig så var kun butiksdelen af lokalet oplyst, der var intet lys bag disken, hvilket gjorde at hele lokalet fremstod smådunkelt. 

Ørbæk Bryggeri har også gang i en spiritusproduktion, som det udefra virker til at være en prioritet for dem. Derfor kan jeg heller ikke forstå, at den del af sortimentet skulle gemmes væk i halvmørket bag disken. Frem i lyset med flaskerne. Jeg havde næppe købt noget af det, men ville da gerne have stillet min nysgerrighed og set lidt på flaskerne med fingrene. Udover øl og spiritus, var der også Ørbæk Bryggeris Naturfrisk produkter på hylderne, til endda overordentligt venlige priser. Jeg klager heller ikke over priserne for øl, 36,- for en 75cl Vinterbryg er godkendt, 50,- for deres lagrede Barley Wine var også ok, mens 13,- for en 33cl øl er i overkanten. 

Jeg fik stillet min nysgerrighed, og var glad for at komme forbi Ørbæk Bryggeri. Ekspedienten var flink og rar, og svarede beredvilligt på de få spørgsmål jeg havde. Butikslokalet er fint, men kunne let gøres så meget mere indbydende, men prisniveauet for en almindelig øl er alligevel for høj til at tror, at det er noget jeg gider køre efter, men er jeg alligevel på de kanter, så kigger jeg gerne ind igen. Om ikke andet, så for at købe Naturfrisk til min kone. 

Ørbæk Bryggeri
Assensvej 38
5853 Ørbæk