Navn: Bundgarn
Alkohol: 7%
Etikettekst: En gang om året trak fiskerne deres udstyr i land til tjæring og en krads lugt af saltvand og nytjærede garn bredte sig fra stejlepladserne, hvor de nu sorte og klæbrige bundgarn hang til tørre. Bundgarn er en kulsort engelsk porter, der med sin brændte og røgede smag og et sødmefyldt strejf af den søde engelske lakrids er perfekt som afslutning på en gedigen mandfolkemiddag.

Beskrivelse: Bundgarn minder mig om den oplevelse jeg havde med Braunsteins økologiske porter for ikke så længe siden. En øl fra et bryggeri man på forhånd har dømt ude som et mindre bryggeri, der har været dygtige til at markedsføre deres øl til folk, der ikke ved bedre. Jeg vil lade min påstand understøtte af, at ikke alene er det eneste sted jeg rent lokalt kan købe øl fra Skagen Bryghus oppe hos en af de lokale blomsterhandlere, men på deres forhandlerliste er der en grossist, der specielt henvender sig til brugskunst og blomsterhandlere. Godt købmandsskab er det så absolut, men det er også nødvendigt med øl som dette. Navnet er velvalgt, for som tjæren, der hænger fast i garnet således klæber øllet sig til tungen og nærmest nægter at glide ned. Bundgarn smager som hostemedicin, lidt kunstigt sød og muligvis okay, hvis det ikke kan være anderledes, men enhver ved, at det kan det. Den altoverskyggende oplevelse ved Bundgarn er hvor klæg den er, mere end den smager af noget, er den egentlig bare klæg. Etiketteksten nævner den som en perfekt afslutning på en mandfolkemiddag, og jo, skal folk jages hjem, så er den uden tvivl et effektivt våben, men når jeg tænker på de klassiske herremiddage jeg har holdt, med æggekage, bacon i rå doser, øl ad libitum og snaps non stop, så er jeg sikker på, at selv ikke ovennævnte forurening af kæften, hvor tykt laget af sprit og fedt end måtte dække smagsløgene ville kunne overdøve det faktum, at dette ganske enkelt ikke er en særlig god øl.
Indkøbt: Toft Vinhandel, Islands Brygge (50cl, 35,-)
Karakter: 5