Det tynde øl: Jacobs Ale, Medicibeers, 5,7%
Lad os lige få en ting af vejen. Medicibeers lyder som et firma, der eksperimenterer med viagra i øl som en genvej udenom ølpik og andre øl/farmaceutika kombinationer, der ikke tåler dagens lys. Den mere indbydende introduktion til bryggeriet er en tidligere ansat på Bryggeriet Vestfyen, der nu er gået sine egne vegne og får brygget sit øl hos Refsvindinge.. og i øvrigt bærer efternavnet Medici. Alen er en mørk størrelse på 5,7%, der med sit tæt på hvide skum i stærk kontrast til øllets mørkebrune farve leverer et indbydende førstehåndsindtryk. Både i smag og duft er indtrykket gæret, klart stærkest i duften, men det toner også frem i smagen, muligvis fordi de to sanser er så tæt forbundet. Jeg ved ikke helt om det er en dårlig ting. Øllet dufter som der gør når jeg cykler forbi Albani på en af de slemme dage, mens smagen er sød uden at det kammer over, let maltet, minimalt ristet og mest af alt tam. Fik jeg den her øl serveret ville jeg ikke klage, men omvendt er det ikke en jeg piller ned fra hylden næste gang jeg støder på den.